Fortsæt til hovedindholdet

Fra spaden til strategien

Graveren der tog på ledelseskursus i bæredygtig udvikling

Af Lone Hage Rasmussen, graver Jungshoved Kirke 

I de små klasser hørtes ofte: ”Hvorfor skal jeg lære matematik, jeg får aldrig brug for det?!” Siden har jeg selv tænkt over, om der på min gravsten skulle stå: ”Jeg sagde jo, at jeg aldrig ville få brug for Pythagoras.” (eller andengradsligninger gys)

 

I dag er jeg lidt mere voksen og lærer nyt, selvom jeg ikke har brug for det nu, for det kunne jo være….

I vinters var jeg på et kursus på UCL i Odense i Ledelse af bæredygtig udvikling. Dengang arbejdede jeg på Karise og Alslev kirkegårde. Der var ikke så meget at arbejde med i forhold til de store miljøprojekter. Bevares, der var rigeligt, men jeg havde allerede lavet kompostbunker, affaldssortering, bunddække, afskæringsbede til alterbuketter osv. Der var ikke meget mere, jeg kunne gøre i et område med mange gravsteder og uden udenomsarealer.

Jungshoved kirke

Jungshoved Kirke

Men jeg fik brug for den nye viden!

I september 2025 startede jeg på Jungshoved kirkegård som graver og der var der fuld drøn på Natura2000, geddeyngelpleje, reetablering af 11 hektar landbrugsjord til eng afgræsset af kvier, en kirkegårdsomlægning med fuldemandsslåning, vilde blomster på tuegrave, staudebede i lange baner, turisme og formidling og ønske om at blive grøn kirke og kirkegård.

UCL afholder til januar 2026 igen kurset for kirkegårdsansatte fordelt over 5 dage. Man kommer hjem med et projekt, der er lige til at føre ud i livet på ens egen arbejdsplads og så kommer man hjem med utrolig meget relevant viden.

 

Alt det de siger i TV-avisen giver pludselig mening som concito rapport, 2030 klimamålene, FN´s 17 verdensmål og 169 delmål, ESG lovgivning, CSRD direktivet, grønt stiftsudvalg, den tredobbelte bundlinje, greenwashing, den cirkulære økonomi, baseline 2019 tal, emmisionsanalyse og kirkenettet, fredninger samt grøn kirke og kirkegård og folkekirkens grønne omstilling.

 

Lyder det svært, så tvivl ikke, man læser derhjemme, forbereder sig, får lektier for, netværker med de andre og får hjælp af en meget dygtig og sød underviser. Studiemiljøet er suverænt og ligger i gåafstand fra Odense banegård. Man kan søge penge fra omstillingsfonden, VEU, og kompetencefonden til både deltagerprisen og transport og ophold.  

 

Alle kan deltage, frygt ikke for eksamen, det er ikke den der gør en forskel, det er dig der gør en forskel for verden.