Fortsæt til hovedindholdet

Udskiftning af oliefyr i Nørre Sandager Kirke

CASE

Billeder af Mads Smidstrup

I Nørre Sandager Kirke var det gamle oliefyr blevet både dyrt og ineffektivt. Det brugte store mængder olie, og varmetabet fra de dårligt isolerede rør mellem graverbygningen og kirken var så markant, at man om vinteren kunne se sneen smelte dér, hvor rørene lå i jorden. For menighedsrådet blev det derfor tydeligt, at der var behov for en ny varmeløsning, som både kunne reducere energiforbruget, sænke udgifterne og bidrage til den grønne omstilling.

Om vinteren kunne man se sneen smeltede, hvor varmerørene lå nede i jorden, så vi var klar over, at der var et stort forbrug dernede

Bent Jacobsen, formand for menighedsrådet i Nørre Sandager

Løsningen blev en luft til vand varmepumpe, der kunne kobles på kirkens eksisterende luftvarmeanlæg. Dermed undgik man større indgreb i selve kirkerummet, samtidig med at anlægget kunne leve op til kravene om opvarmningstid. Processen tog tid og krævede grundige undersøgelser, dialog med fagfolk og de nødvendige godkendelser. Men erfaringen fra Nørre Sandager viser, at en velvalgt løsning kan give både klimamæssige og økonomiske gevinster på den lange bane.

I Nørre Sandager Kirke så processen for udskiftning af deres oliefyr sådan ud:

  1. Forarbejde: Allerede fem år før projektets gennemførelse begyndte menighedsrådet at overveje mulighederne. De kontaktede varme-, energi-og klimakonsulent Poul Klenz Larsen, som rådgav menighedsrådet gennem hele processen.
     
  2. Undersøgelse af mulige løsninger: Poul Klenz Larsen præsenterede forskellige tekniske løsninger, herunder opsætning af pillefyr eller mulighed for jordvarme. Derudover henviste Poul også til, at menighedsrådet kunne finde inspiration hos Melby Kirke, der havde været igennem en lignende proces og havde nogenlunde de samme udfordringer. I Melby Kirke var løsning at få installeret en luft-til-vand-varmepumpe med radiatorer under bænkene. I Nørre Sandager inddragede man samme arkitekt, som der blev brugt i Melby Kirke, men arkitektens forslag var at fjerne alt inventar og rive gulvet op for at etablere gulvvarme, men både menighedsrådet og nationalmuseets kirkekonsulenter vurderede, at de omfattende ændringer inde i kirken var en uhensigtsmæssig dyr løsning.
     
  3. Valg af løsning: Menighedsrådet undersøgte også de forskellige muligheder ved at tale med relevante fagfolk, en VVS’er og en tømrer, og løsningen for kirken blev, at varmepumpen blev koblet på det eksisterende kalorifereanlæg (luftvarmeanlæg). På den måde undgik man, at der skulle laves ændringer inde i selve kirken. Ved samtidig at tilføje en buffertank kunne man opnå det nødvendige krav til opvarmningshastighed beskrevet i opvarmningscirkulæret. Tre tilbud blev indhentet, og det vindende tilbud lød på ca. 500.000 kr. Med den valgte løsning skulle der ikke ændres i kirkens inventar, men der skulle i stedet søges en tilladelse hos Nationalmuseet om udgravning til ledninger på kirkegården. Da den valgte løsning var mindre indgribende end arkitektens løsning, var det ikke længere nødvendig at inddrage en arkitekt.
     
  4. Finansiering og godkendelse: Menighedsrådet havde i løbet af processen fået tilladelse til at opspare midler, og det gik derfor også hurtigt med at få en godkendelse fra provstiudvalget, fordi der allerede havde været dialog om udskiftningen af varmekilden. Ligeledes gik det hurtigt at få godkendt af Stiftsøvrigheden, da varme-, energi-og klimakonsulent allerede havde været en del af processen.

Fakta om varmeanlægget

I Nørre Sandager har man en luft-til-vand-varmepumpe, hvor udedelen er monteret bag graverbygningen. Nye isolerede varmerør under jorden fører vandet til kirken, hvor det er koblet på det eksisterende kalorifereanlæg (luftvarmeanlæg). I graverbygning er installeret en buffertank, hvor vandet kan varmes op på forhånd. Det sikrer at anlægget kan opnå den nødvendige opvarmningshastighed på maks. 6 timer som det påkræves i Kirkeministeriets Varmecirkulære. Graverbygningen opvarmes også af samme varmepumpe men via radiatorer.

Driften i kirken

  • Der er ingen grundvarme mellem gudstjenester som afholdes hver 14. dag.
  • Det nye anlæg er mere driftsstabilt end det gamle og kræver kun et årligt tjek.
  • Fjernstyring af varmen foregår via computer/app der gør det nemt at justere og planlægge efter behov.
  • Med et nyt varmeanlæg og energieffektivisering i varmerør sparer Nørre Sandager ca. 48.000 kr. om året samlet på el og opvarmning, og har samtidig reduceret CO2-udledningen med ca. 87%.
 El (totalt el-forbrug)Varme (fyringsolie)Forbrug i altCO2-udledning
201820.500 kr.72.500 kr.93.000 kr.Ca. 22 ton
202445.000 kr.  (17000 KWh)0 kr.45.000 kr.2,8 tons
Opnået besparelse  48%87%

Forbrugstal er fra Nørre Sandager Menighedsråds egen opgørelse. CO2-udledningen for 2018 er antaget på baggrund af en energigennemgang foretaget af Energitjenesten i 2014.

Menighedsrådets bedste råd til andre:

  • Det er vigtigt at vælge en løsning, der passer til kirkens specifikke behov.
  • At konsultere med folkekirkens konsulenter tidligt i processen.
  • Indhente flere tilbud og tal med flere forskellige fagfolk for at finde den billigste og bedste løsning.
  • Bliv inspireret af andre kirker. Find ud af, hvordan de har grebet processen an.
  • Husk, at der skal indhentes godkendelse fra Nationalmuseet for gravearbejde på kirkegården, hvis der skal graves/trækkes rør på kirkegården. Det gælder også ved renoveringer inde i kirken.

 

Valget af den rigtige varmeløsning afhænger af en konkret vurdering af den givne kirkens brugsmønster, bevaringsforhold mv. Derfor er det vigtigt tidligt at inddrage folkekirkens konsulenter. Det kan f.eks. ske ved en konsulentrunde i jeres stift. 


Læs mere om den generelle byggesagsproces på vores side: Gode råd til byggesager.

På folkekirkens digitale klimaoverblik, kan man se udviklingen i Nørre Sandager sogns CO2-udledning mellem 2019 og 2022. Her er det også tydeligt at se et stort fald i CO2-udledningen efter udskiftning af oliefyret.

Du kan se et estimat af CO2-udledningen fra dit eget sogn og læse mere på folkekirkens digitale klimaoverblik.

Nørre Sandagers CO2-udledning fra energiforbruget. 

 
Nørre Sandagers energiudledning pr. energitype.