Fortsæt til hovedindholdet
20. maj 2025

Lolland-Falsters Stift vedtager grøn politik: Sammen gør vi en forskel

I Lolland-Falsters Stiftsadministration har grøn politik været på dagsorden på flere personalemøder. På en fælles workshop tilbage i november 2024 udarbejdede medarbejderne en masse idémateriale, som i slutningen af marts 2025 blev til en egentlig grøn politik for stiftskontoret. Ved fælles initiativer vil man i stiftet gøre en forskel for den grønne omstilling.

Taget af Marlene Laursen 

Samtaler giver idéer og gejst til grøn udvikling 
I stiftsadministrationen på Lolland-Falster har værdifulde samtaler til personalemøder været det, der har givet størst pote. Det har været vigtigt for det ansvarlige samarbejdsudvalg, at alle kollegerne i bispegården kunne erklære sig enig i tiltagene. Marlene Laursen, som er en del af samarbejdsudvalget, fortæller:

Vi har brugt god tid på at finde ud af, hvad vores grønne politik skal indeholde. Vi har lavet flere udkast og vendt dem med personalegruppen og revideret ad flere omgange. For os er det afgørende, at både ledelse og kolleger tænker med i den grønne omstilling, så det bliver et fælles projekt for alle medarbejdere i stiftet.  

Flere tiltag lever i bedste velgående. Nu er der for eksempel stofklude og ikke papirhåndklæder på toiletterne, affaldet bliver sorteret grundigt, der printes meget mindre end tidligere og gartneren efterlader afklip til kvasbunker til nytte for biodiversiteten.

Tjeklisten fra netværket Grøn Kirke
Netværket Grøn Kirke har udarbejdet en brugbar tjekliste, som hjælper organisationer til at blive en mere klima- og miljøvenlig organisation. Med den som udgangspunkt har man i Lolland-Falsters Stift kunne se på, hvilke initiativer man allerede havde i gang, og på hvilke områder man som institution kunne udvikle sig.

Tjeklisten gav os en indikation af, at vi er på rette vej med de grønne tiltag. Det er nogle gode initiativer, som vi kan læne os op ad og samtidig fortsat udfordre vores tankegang om, at hvad vi plejer at gøre, er bedst. Vi får vendt nogle af de rutineprægede tanker til en mere grøn tankegang, fortæller Marlene Laursen.

Flere menigheder, provstier og stifter gør brug af tjeklisten fra Grøn Kirke, hvor man efterfølgende kan få et certifikat for at være Grøn Kirke, Grøn Kirkelig Organisation, Grøn Kirkegård eller Grøn Skole, hvis man kan vinge en stor andel af punkterne på tjeklisten af.  

Fakta

FAKTA

Læs stiftsadministrationens opdaterede grønne politik her