Karise Kirkegård i en grøn proces

En død jord

Karise Kirkegård Iigger i Faxe kommune, hvor jorden er fed, tung og leret (sikkert en JB 8 eller endda 9!). Ofte er netop denne lerholdige jordbundstype forbundet med stor frodighed, da ler er god til både at holde på både vand og næringsstoffer, men efter at have arbejdet på kirkegården i ret kort tid gik det op for mig, at jorden hverken var frodig eller humusrig. Tværtimod var kirkegårdens jord meget død.

Lineær er ikke cirkulær

Og hvorfor nu det? Der er jo fyldt med organisk materiale på de fleste kirkegårde, ikke? Man skulle tro, at det alt sammen bare ville gøre sin naturlige pligt og vupti! – Økosystem! Desværre, har den gængse praksis i forhold til pleje og renhold på vores kirkegårde udviklet sig til at være fuldstændig modsat et økosystem. AI organisk materiale, der er dødt, er nærmest forbudt på den levende kirkegård. Når buketterne visner, græsset bliver for Iangt og bladene falder af træerne, bliver det hele blæst væk og suget op ved motorkraft, og derefter hentet af en vognmand. Alt det døde materiale fjernes altså, så gangenes perlegrus og murens kalkning kan stå ubeskæmmet. Men i naturen er der ikke nogen lineære processer, der på magisk vis får dødt materiale til at forsvinde ud i det blå. Det er ikke sådan, et kredsløb fungerer. Her er alle bevægelser cykliske. Alt har en plads og en funktion. I naturen er det nemlig meget tydeligt, hvordan Iivet og døden er forbundet. Alle de døde blade er jo – hvis de får lov at blive liggende – livgivende for næste sæsons Iøvspring. Så simpelt, så smukt.

Det øverste værdifulde lag

Jorden (ikke planterne) er vores allesammens livsgrundlag. Den giver os føde og bærer os gennem Iivet. Bogstaveligt talt. Som graver og gartner er jorden selve udgangspunktet for vores arbejde til hverdag. Men i forhold til hvor vigtig den er, ved mange forsvindende lidt om jorden. Når der på denne årstid skal fyldes jord i drivhuset eller i terrassens krukker, så tager vi en tur til byggemarkedet eller planteskolen for at købe det i stabelbare plastiksække. Inden da har vi lige været en tur på genbrugspladsen, for vi havde jo alt det haveaffald (ligeledes i plastiksække), vi ikke kunne bruge til noget (for det er jo affald), og så blev der samtidig lige ryddet pænt op og klippet kanter og gjort klar til den nye jord.

Ja, jord er blevet en handelsvare. Et produkt, som vi køber os til, hvilket ingen mening giver, da det jo er en gratis naturressource, som i et helt almindeligt kredsløb kommer til os ganske af sig selv.

Men måske har vi bare glemt det. At dét, vi med vores natursyn opfatter som ubrugeligt og værdiløst affald, i virkeligheden er nøjagtig det modsatte. At alt det døde organiske materiale som naturen skiller sig af med hvert år (når naturen ‘sviner’), og som Iægger sig i et ganske fint topdresset lag ovenpå jorden, faktisk bærer kimen til selve livet.

Præstens ord “af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”, skal faktisk forstås helt konkret. Grundlaget for livet sker i de øverste 25 centimeter af jorden. Det er her – i det såkaldte førnelag – at alle de uomdannede, genkendelige døde plantedele befinder sig og agerer vigtig ressource for det næste lag; humuslaget.De fleste mennesker har hørt om humus (nej, ikke kikærtemosen hummus) og ved, at det er vigtigt og godt, men ikke nødvendigvis hvorfor eller hvordan. Humus dannes af dødt materiale fra det førnelag, der findes på en given plet jord. Alle synlige ‘nedbryder-dyr’ – regnorme, bænkebidere, snegle – samt usynlige mikroorganismer som bakterier og svampe, lever alle sammen i disse lag, hvor de udfører deres vigtige arbejde med det materiale, der er tilgængeligt for dem. Resultatet af deres arbejde er humus.

Humus giver blandt andet jorden en god struktur, der fremmer røddernes ilt- og vandforsyning, men er ikke kun vigtig for vores fødevareforsyning. Den er også ufattelig vigtig i forhold til klimadebatten. Mange ved, at træer har et stort potentiale til at lagre CO₂, men de færreste ved, at humus har samme egenskab. Øges humusindholdet f.eks. med blot 1% på alle Danmarks landbrugsjorde, ville vi lagre, hvad der svarer til landets samlede CO₂ udledning i 27 år!

Dog kører vi trodsige og stædige og uoplyste til stadighed vores blade, vores nedfaldne grene og afklippede græs på genbrugspladsen. År efter år.

De første spadestik

Efter konstateringen af den døde jord på vores kirkegård, var mit første ‘krav’ til menighedsrådet, at vi fik en kompost. En S T O R én. Argumenterne var mange, men de økonomiske besparelser ved ikke at få en vognmand til at hente kirkegårdens livsvigtige førnelags-materiale flere gange om året, havde den største effekt.

Øget arbejdsglæde og ejerskab til arbejdet har i sidste ende også en økonomisk gevinst, da det betyder bedre fastholdelse af medarbejdere. At humus kan holde sin egen vægt i vand og afgive det ved behov, fremmer ligeledes en bedre økonomi på kirkegården, for ved at køre vores egen kompost ud sammen med vores forårs- og sommerblomster, øger vi således jordens evne til at holde på vandet betydeligt, hvorfor vi bruger mindre tid på at vande i sæsonen. En praksis, der kan ses på vandregningen.

I løbet af det første år fik vi bygget en lækker 3-rums kompost i smukt lærketræ. Alle vores blade, som ikke bliver liggende på de tomme gravsteder eller bede, kommer heri. Det samme gør alle buketter samt mindre grenafklip og kviste.

I forhold til at lave en kompost kan man bruge tommelfinderreglen for et passende forhold mellem kulstof og kvælstof (C/N-forholdet), ved at blande 2/3 såkaldte brune materialer (kulstof) med en 1/3 grønne (kvælstof). Vi har opstillet skilte på hele materialepladsen, så alle kirkegårdens brugere også kan benytte komposten. Det tager lidt tilvænning, og jeg må ofte en tur op i stakken efter en weekend og flytte gran til surbundsbunken eller store grene over i vores nye kvashegn. Men al forandring tager tid, og jeg er helt sikker på at vi – og vores besøgende – i løbet af de kommende år bliver super dygtige til at navigere i alt det nye grønne, så vi kan dele ud af vores erfaring og glæde ved at skabe en vores grønne kirkegård.