Fortsæt til hovedindholdet
1. december 2025

Helsingør Stift bidrager til national klimaindsats

I forbindelse med den vedtagne transportpolitik for stiftsadministrationerne har Helsingør Stift nu opgjort, hvor stor CO2 udledningen for transport var i stiftet i 2024. CO2'en er herefter blevet omregnet til et økonomisk klimabidrag, som stiftet har valgt at donere til Klimaskovfonden. 

Som et af de første stifter har Helsingør Stift nu kortlagt deres årlige CO2-udledning fra transport. Initiativet udspringer af den fælles transportpolitik for stifterne, som blev besluttet på bispemødet i oktober 2024. 

 

Læs også: Transport | Folkekirkens Grønne Omstilling

 

Essensen af transportpolitikken er enkel: Transportforbruget reduceres, hvor det er muligt, og det øvrige opgøres i konkret CO2 forbrug ved hjælp af skemaer udarbejdet af Folkekirkens Grønne Omstilling. Herefter er det en mulighed at omregne den udledte CO2 til et økonomisk klimabidrag, som det nu er tilfældet med Helsingør Stift.

 

Fra udledning til klimaindsats
I Helsingør Stift har man opgjort transportforbruget for 2024, og samtidig valgt at sende bidraget videre til Klimaskovfonden, som arbejder med skovrejsning og naturprojekter på kirkens jorder og på nationalt plan.

 

Læs også: Helsingør Stift kompenserer for CO2-udledning i forbindelse med transport | Helsingørstift.dk

 

Det er en model, der skaber dobbelt værdi: Dels understøttes konkrete klimaprojekter her og nu. Dels får folkekirken selv del i resultatet, når pengene på sigt kommer tilbage som ny skovrejsning på kirkens arealer, der både binder CO2, fremmer biodiversitet og giver herlighedsværdi til kirke og lokalsamfund i mange generationer fremover.