Fortsæt til hovedindholdet

Få råd til udskiftning af  jeres olie- eller gasfyr

At udskifte olie- eller gasfyr i kirkens ejendomme kan være en meget omkostningstung investering. Derfor har vi samlet en oversigt over mulige kilder til finansiering.

Generelt set er der ret få fonde og puljer, som støtter rene energirenoveringsprojekter. Derfor vil det være en fordel at vinkle fondsansøgningen, så den har fokus på, hvad din kirke har af lokal betydning, f.eks. som et lokalt mødested for byens borgere eller et sted for kulturelle begivenheder. Det vil f.eks. være nødvendigt i Nordea Fondens puljer. Det kan også være, at der er en større renoveringsprojekt i gang, hvor man kan overveje at søge til nyt energianlæg i samme ombæring.

Provstikassen

En stor del af investeringen vil formentlig kunne dækkes gennem provstikassen. Derfor er det vigtigt tidligt i processen at indgå dialog med provstiudvalget omkring finansiering. Der vil være tale om en investering, som over en årrække vil tjene sig ind og på sigt resultere i en billigere varmeregning. Der er også eksempler på, at menighedsråd i god tid har haft en god dialog med provstiudvalget, og dermed har kunne lægge penge til side over 2-3 år. Dette kræver dog en aftale i provstiudvalget.

Derudover er der også nogle provstier som har øremærket penge i en ”Grøn Pulje”, som støtter initiativer som f.eks. energirenovering og udskiftning af fossile varmeanlæg. Tag en snak med jeres provsti om disse puljer – det kan være, det giver mening for jeres provsti at nedsætte sådan en pulje. Hos Frederikshavn Provsti har man allerede gjort sig nogle erfaringer med grønne puljer – læs mere her.

Eksterne puljer og fonde

Det er vigtigt at undersøge de enkelte fondes krav og retningslinjer for at sikre, at ens projekt opfylder deres krav og kan opnå støtte. Tag derfor allerede tidligt i processen kontakt til fonden eller puljen for at høre om projektet kan støttes.

Vi har samlet en række råd til at søge penge her. Det kan være en god idé at få hjælp fra en erfaren fundraiser eller rådgiver til at finde og ansøge om de relevante fonde – det kan f.eks. være en i byen eller sognet, som har god erfaring med at rejse penge til projekter.

Her er listet en række finansieringsmuligheder, som kan være relevante at undersøge i jeres finansieringsproces: 

  • Nordea Fonden – to oplagte muligheder.
    • Renoveringspuljen, som støtter renovering, herunder energirenoveringer, af lokale mødesteder. Mødestederne skal tilbyde lokale borgere deltagelse i aktiviteter og fællesskaber, være så åbne og tilgængelige som muligt, samle på tværs og komme mange til gode i lokalsamfundet. Denne pulje er god til større investeringer, da der kan søges mellem 200.000 kr. og 1 mio. kr. Derfor kan man også indtænke andre tiltag end bare varmeanlæg, som f.eks. ny belysning eller efterisolering af f.eks. sognegård eller konfirmandstue.
    • Liv i det lokale”-puljen, som har fokus på hvordan der skabes attraktive lokalsamfund og gode liv indenfor sundhed, motion, natur og kultur. I udformningen af ansøgning vil det derfor kræve at der fokuseres på hvordan din lokale kirke er samlingssted for lokalområdet og bidrager til fællesskab og gode liv lokalt. 
      I uddelingen lægges der vægt på at støtte mange mindre projekter, og derfor vil det typiske uddelingsbeløb være på 10.000-40.000 kr. Der er løbende ansøgningsfrist.

 

Derudover er der også flere steder lokale muligheder. Det afhænger meget fra sted til sted, så ikke alle steder, vil det være muligt, men det er en god idé at undersøge om, disse lokaler muligheder vil give økonomisk støtte til jeres projekt. Ser derfor denne liste som en kilde til inspiration:

 

  • LAG (Lokale Aktions Grupper) er lokalt forankrede foreninger, som alle har det overordnede formål at støtte udvikling og innovation i landdistrikterne, f.eks. ved at støtte projekter, der skaber nye arbejdspladser, fremmer turisme eller styrker lokalsamfundet. Hver LAG har sin individuelle og lokalt baserede udviklingsstrategi, som danner ramme for hvilke projekter, der støttes. Flere grupper har fokus på udskiftning til fossilfrie energikilder, mere natur samt attraktive lokalsamfund. Der findes i alt 26 Lokale Aktions Grupper i Danmark – se om I hører under en LAG her.
  • Mange elnetselskaber støtter lokale initiativer, som ofte har fokus på grøn omstilling. De har for det meste et krav om, at man er placeret i forsyningsområdet, så tjek om din lokale elnetoperatør har en pulje som støtter almennyttige formål eller grøn omstilling. Se her, hvem der leverer din strøm.
  • Den kommunale ”Grøn Pulje”, som blev stiftet på baggrund af ”Lov om fremme af vedvarende energi”. I forbindelse med et hvert solcelle-, havvind- og landvindanlæg, skal indbetale et beløb til en grøn pulje, som kommunen forvalter. Der er ret brede rammer for, hvad der kan støttes, men rettes ofte mod lokale initiativer, som kan udvikle lokalsamfundet og tiltag, som reducerer energiforbrug og klimabelastning. Ofte har nære naboer af vedvarende energianlæg (indenfor typisk 5 km) fortrinsret, men puljen kan søges af alle i kommunen.
  • Lokale vindmøllepuljer - I nogle tilfælde er vind- og solprojekter lokalt ejet og forankret med en pulje, der har til formål at støtte lokal udvikling og det gode liv i lokalsamfundet, samt grønne tiltag. Dette er meget lokalt funderet, men se eksempler som Hoven Energi & Udviklingsfond eller Ærøfonden.

Lån i stiftsmidler

Der findes også den mulighed at tage lån i stiftsmidlerne, hvis ikke provstikassen kan bære investeringen alene. Der kan være fortrinsret eller særlige fordelagtige vilkår for energi- og klimaprojekter afhængig af hvilket stift I hører under. Tjek derfor nærmere med dit stift hvad vilkår og proces er.

Har du andre erfaringer? 

Kender du til en fond, pulje eller en særlig vinkel I har haft succes med i jeres projekt med udskiftning af olie- og gasfyr, som mangler her på siden, så hører vi meget gerne fra jer.

Tip os på FGO@km.dk.